Vedtægter for Dansk Selskab for Hofte- og Knæalloplastik Kirurgi

§1 Dansk selskab for Hofte- og Knæalloplastik Kirurgi, DSHK, (Danish society for hip and knee arthroplasty).
§2 Formål:
Selskabets formål er fagligt at styrke hofte-knæalloplastik kirurgien i Danmark, dette sker ved:

  • At fremme den videnskabelige forskning inden for hofte-knæalloplastik kirurgi.
  • At højne den faglige standard inden for hofte-knæalloplastik kirurgi.
  • At medvirke til uddannelse inden for hofte-knæalloplastik kirurgi.
  • At udbygge nationale og internationale relationer inden for forskning, klinik og uddannelse i relation til hofte-knæalloplastik kirurgi.
§3 Medlemskab:
Som medlemmer optages medlemmer af Dansk Ortopædisk Selskab med interesse for hofte- og/eller knæalloplastik kirurgi. Medlemmer der fratræder deres stilling eller bliver 67 år, fritages for kontingent, men bevarer stemmeretten. Medlemmer over 67 år kan ikke vælges til bestyrelse eller udvalg. Udmeldelse kan kun ske skriftligt til bestyrelsen med virkning til udgangen af regnskabsåret. Som udmeldt betragtes den, som ikke har betalt kontingent i 2 år. Genoptagelse kan kun ske efter betaling af restancen. Et medlem kan ekskluderes ved generalforsamlingsbeslutning med 2/3 majoritet efter motiveret indstilling fra bestyrelsen.
§4 Bestyrelsen i Dansk Selskab for Hofte- og Knæalloplastik Kirurgi består af 8 medlemmer. Foreningen tegnes af Formand og Kasserer. Mindst et af medlemmerne skal på valgtidspunktet være yngre læge. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en 3-årig periode. Genvalg kan maksimalt finde sted 1 gang. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær, kasserer, redaktør og menige medlemmer. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Hvis formanden afgår i sin valgperiode, da kan den fra bestyrelsen, der overtager formandshvervet forblive i bestyrelsen i den resterende valgperiode som den afgående formand havde tilbage.
§5 Bestyrelsens opgaver:
Bestyrelsen leder selskabets daglige virksomhed. Bestyrelsen fastsætter sin forretningsorden og sekretæren fører forhandlingsprotokol. Bestyrelsen er ansvarlig for, at der som minimum afholdes faglige møder i forbindelse med DOS møderne samt generalforsamling 1 gang årligt. Bestyrelsen udnævner ad hoc udvalg m.h.p. at arrangere kurser og anden faglig aktivitet. Bestyrelsen redigerer selskabets hjemmeside (www.dshk.org ).
§6 Rejser, som bestyrelsesmedlemmer og udvalgsmedlemmer foretager på selskabets vegne, betales efter DADL’s regler.
§7 Generalforsamling:
Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed. Der holdes ordinær generalforsamling 1 gang årligt, indkaldt af bestyrelsen. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, såfremt den er indkaldt senest 6 uger før den finder sted. Dagsorden skal indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent.
  • Godkendelse af referat fra sidate generalforsamling.
  • Formandens beretning.
  • Fremlæggelse af regnskab og budget til godkendelse.
  • Behandling af indkomne forslag.
  • Fastsættelse af kontingent.
  • Valg til bestyrelsen.
  • Valg af revisor
  • Eventuelt.

Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen. Vedtagelse sker normalt ved simpelt flertal på generalforsamlingen, dog kræver vedtægtsændringer 2/3 majoritet. Selskabets regnskab skal være godkendt af revisor før fremlæggelse på generalforsamlingen. Revisoren vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen.

§8 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, hvis mindst 1/3 af selskabets medlemmer skriftligt har udtrykt ønske herom. Ved ekstraordinær generalforsamling skal bestyrelsen have tilsendt medlemmerne dagsorden 4 uger før generalforsamlingen finder sted.

Vedtaget ved den stiftende Generalforsamling 2. maj 2002; revideret ved den ordinære generalforsamling 22. maj 2003; revideret og vedtaget ved 4. generalforsamling den 18. maj 2006; revideret på ny ved ekstraordinær generalforsamling den 23. oktober 2008. Revideret ved generalforsamlingen den 27. oktober 2010. Senest ændret ved generalforsamlingen den 18. November 2021.

Thomas Hvidbjerg Jakobsen
Ann Marie Helene Ganestam
Niels Krarup
Peter Horstman
Mikkel Rathsach Andersen
Martin Lamm
Julie Ringstrøm Brandt
Morten Bøgehøj