Dansk Hoftealloplastik Register (DHR) blev etableret pr. 1. januar 1995 på foranledning af Dansk Ortopædisk Selskab. Registret er en landsdækkende klinisk kvalitetsdatabase for primære total hoftealloplastiker, revisioner og postoperative komplikationer, foretaget i Danmark. Alle afdelinger i Danmark, inklusiv private sygehuse, rapporterer til DHR. DHR styres i lighed med en række andre landsdækkende databaser af Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut (tidligere RKKP).

Formål

  •  Epidemiologisk beskrivelse af total hoftealloplastik operationer, inklusiv primær operationer og revisioner foretaget i Danmark.
  • Identificere risikofaktorer og prognosen ved primær hoftealloplastik og revision.
  • Bidrage til forbedring af den kirurgiske teknik gennem risikoanalyser.
  • Give de enkelte afdelinger mulighed for at sammenligne egne resultater med opgørelserne i landsrapporten og dermed rette sig efter bedste praksis.
  • Danne et stærkt fundament for  kvalitetsudvikling af total hoftealloplastik operation i Danmark.
Antal operationer i registeret

I perioden 1995-2023 er der indberettet 240.976 primær total hoftealloplastiker og 34.152 revisioner. Registret havde 25 års Jubilæum i 2020.

Yderligere information om databasen finder du på Sundhedsvæsenets Kvalitets institut på nedenstående link.